Private regnvandssystemer/regnvandslaug
Ligesom der findes fælles private spildevandsanlæg, er det muligt at oprette fælles private regnvandslaug.
Dette gøres typisk ved nyudstykninger samt i områder, hvor der skal ske en adskillelse af spildevand og regnvand. I stedet for at det er BlueKolding, der er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af fx et regnvandsbassin, er det således de private grundejere, der står for afholdelse af omkostninger til dette. Fælles private regnvandssystemer drives, ligesom fælles private spildevandsanlæg, af regnvandslaug. Oprettelse af regnvandslaug kan ske efter privat ønske, eller det kan besluttes af kommunalbestyrelsen for nyudstykkede områder, hvor der endnu ikke er etableret spildevandsforsyning.
Der skal udarbejdes vedtægter for regnvandslauget, hvori formalia vedrørende lauget er beskrevet, samt hvordan regnvandssystemet skal drives og vedligeholdes. Forslag til vedtægter vil fremgå af det spildevandsplantillæg, der udarbejdes for området. Vedtægterne skal indeholde følgende beskrivelser:
- Regnvandslaugets navn og hjemsted
- Laugets område og medlemskab
- Laugets formål og opgaver, herunder drift og vedligeholdelse
- Medlemmernes forhold til regnvandslauget
- Laugets ledelse og administration
- Regnskab og revision