Strategi for Blå Plan
Med Blå Plan fortsættes arbejdet så vidt det er muligt med at adskille regnvand og spildevand i eksisterende fælleskloakerede områder.
Mange steder vil dette ske ved en traditionel separatkloakering, hvor BlueKolding står for etablering og drift af to spildevandssystemer – et til spildevand og et til regnvand.
Planen forholder sig også til statens vandområdeplaner, der udpeger områder i kommunen, hvor vandmiljøet er belastet af udledning af spildevand. Ejendomme i disse områder skal have foretaget en forbedret spildevandsrensning ved enten at blive offentlig kloakeret eller ved at etablere et privat spildevandsanlæg, der kan rense spildevandet til den renseklasse, der er foreskrevet. Områder, der skal foretage forbedret spildevandsrensning fremgår af kortmaterialet. Du kan læse mere i afsnittet Vandområdeplanerne.
Der arbejdes stadig på at forenkle kloakstrukturen i Kolding Kommune, så spildevandsrensningen i løbet af planperioden samles på 3 centrale renseanlæg i kommunen, læs mere herom i afsnittet Plan for renseanlæg. Det vil forbedre renseeffektiviteten på de resterende renseanlæg, ligesom det vil spare en del omkostninger ikke at skulle renovere og fremtidssikre gamle renseanlæg.