Industrispildevand (spildevand fra erhverv)
Fra erhvervsvirksomheder afledes der forskellige typer spildevand lige fra sanitært spildevand - svarende til spildevand fra husholdninger og regnvand - til stærkt belastet processpildevand.
Derfor kræver afledning af spildevand fra virksomheder ofte en nærmere vurdering, og der bliver ofte stillet særlige vilkår til virksomhedens afledning i en spildevandstilladelse.
Processpildevand er spildevand, der fremkommer i forbindelse med en virksomheds produktion. Det kan også være spildevand fra rengøring af produktionsudstyr og eksempelvis vask af biler og entreprenørmaskiner. Er spildevandet meget beskidt, kan der stilles vilkår om, at spildevandet skal renses, inden det afledes til den offentlige kloak.
Overfladevand fra pladser, hvor der er aktiviteter, der forurener overfladevandet kan ligeledes medføre krav om egentlig rensning af vandet inden afledning. Ved anlæg af befæstede arealer bl.a. p-pladser kan der blive stillet krav om tilbageholdelse af regnvand, så afledning til kloakledningen sker langsomt, og der vil ofte også være krav om rensning af regnvandet i form af sandfang og olieudskiller.
Selvom virksomheden udelukkende har spildevand, der ligner husholdningsspildevand, kan der blive stillet særlige vilkår, f.eks. hvis virksomheden har kantine med produktion af mad. Her kan der blive stillet krav om fedtudskiller. Hvis mængden eller sammensætningen af spildevand fra rengøring er markant anderledes end fra en husholdning, kan der også blive stillet særlige vilkår.
Virksomheder skal kontakte kommunen for en vurdering af, om virksomheden skal søge om spildevandstilladelse. Hvad en ansøgning om spildevandstilladelse skal indeholde.