Påbud - spildevandsrensning i det åbne land
Ejendomme i de udpegede indsatsområder tilsluttes som udgangspunt til offentlig kloak. Det vil for nogle ejendomme ikke være teknisk eller økonomisk muligt at anvende denne løsning, og ejendommene udpeges derfor istedet til en individuel løsning.
Forurening med spildevand
Hvis Kommunen konstaterer, at spildevandsrensningen fra en ejendom er utilstrækkelig og forurener et vandområde med spildevand, kan Kommunen give et påbud om, at ejeren skal forbedre sit spildevandsanlæg.
Kommunen kan give påbuddet, hvis ejendommen ligger i et område, hvor der er krav om forbedret spildevandsrensning.
Du kan se, om din ejendom ligger i et område med krav om forbedret spildevandsrensning i kortmaterialet til Blå Plan.
Krav om dokumentation for forurening
En ejendom kan få påbud, hvis Kommunen kan dokumentere, at:
Ejendommens udledning af spildevand bidrager til forurening af et vandområde.
Forureningen med spildevand sker i et omfang, der gør, at målet i Miljøstyrelsens vandområdeplaner ikke er opfyldt.
Det er altså ikke afgørende, hvor meget spildevand ejendommen udleder, kun at der faktuelt udledes spildevand.
Modtageren af påbuddet kan således ikke stille krav om, at ejendommens bidrag til forurening er dokumenteret gennem konkrete målinger eller analyser.
Du kan læse mere om Kolding Kommunes påbudsprocedure for spildevandsrensning i afsnittet Påbudsprocedure ved kloakering - generel information.
Vurdering af værdi og vandforbrug
For så vidt muligt at undgå at give påbud om forbedret rensning til ejendomme, der forventeligt står tomme om få år, foretager kommunen en vurdering af de enkelte ejendommens værdi og vandforbrug. På den baggrund vurderer Kommunen, om et påbud til enkelte huse skal udsættes.
Kommunen skal dog overholde vandområdeplanernes bestemmelser og miljøbeskyttelsesloven og kan ikke tilsidesætte påbud om forbedret rensning, trods en ejendomsejers relative dårlige økonomi og sociale forhold.