Afviklingsplan af spildevandsholdige overløb til Kolding fjord
Som kloaksystemet er anlagt idag er der ved kraftige regnhændelser en øget risiko for, at kloakrørene ikke har kapacitet til at håndtere de store regnmængder, der falder. Dette kan resultere i, at vandet i kloakrørene stuver op og trænger tilbage i rørene, for til sidst at trænge op i kældre eller løbe over på terræn. For at undgå en sådan opstuvning er kloaksystemet indrettet sådan, at vandet i kloakrørene uhindret kan løbe udenom rensningsanlægget og direkte ud i bl.a. fjorden. Dette har en skadelig miljøpåvirkning ligesom fx badevandskvaliteten forværres.
Kolding Kommune vil i samarbejde med BlueKolding arbejde på at reducere spildevandsholdige overløb til fjorden. Ambitionsniveauet er bl.a., at badevandet i fjorden fra idag at være "tilfredsstillende" kvalitet bliver "god" eller "udmærket" se figur 2. For definition af badevandskvalitet se afsnittet nedenfor.
For at reducere overløbene fra de fælleskloakerede områder, er det nødvendigt at adskille regnvand og spillevand, så det løber i hver deres rør. Alternativt at håndtere regnvandet fra de fælleskloakerede områder i store underjordiske sparebassiner, for dermed at reducere overløb til fjorden og samtidig undgå at spildevand stuver sig op i kloakrørene og trænger op i kældre og ud på terræn. Separatkloakeringen bidrager således både til en klimatilpasning af spildevandssystemet og til at reducere overløb med urenset spildevand.
BlueKolding er allerede i gang med at reducere overløbene i forbindelse med sanering af fælleskloakerede områder. Fx undergår Rebæk en separatkloakering for derved ikke at lede spildevandsholdigt vand via overløb direkte ud i fjorden ved Rebæk Strand. I 2016 blev der ved Riberdyb etableret et stort underjordisk bassin, for ligeledes at reducere de spildevandsholdige overløb fra fælleskloaksystemet, der har direkte tilknytning til fjorden.
Figur 2 er et udtryk for, hvorledes de forskellige tiltag væsentligt vil forbedre badevandet med udgangspunkt i forventet overløbsmængde. Figuren angiver, at overløbsvandmængden indeholdende spildevand er faldende for hvert projekt, der gennemføres. De nævnte tiltag er projekter med direkte effekt på badevandskvaliteten i fjorden.
Figuren er udarbejdet med baggrund i hvert enkelt projekts beregnede effekt på overløbsmængden (for hvert projekt, der gennemføres, falder mængden af spildevandsholdigt vand, der løber ud i fjorden ved overløbshændelser). De individuelle beregninger er ikke i udgangspunktet direkte sammenlignelige pga. forskellige forudsætninger, men ud fra et beregnet status ses et udtryk for tiltagenes estimerede effekt.
Den indsatte angivelse af badevandskvaliteten er vurderet på baggrund af en rapport fra DHI om badevandskvalitet samlet for Kolding å og fjord.
Kvaliteten af badevand bestemmes ud fra mængden af bakterier, der måles i vandet. Bakterierne stammer primært fra spildevand, der via overløb, ledes tilbage til badevandet ved kysten men kan også komme fra spildevand som ledes til badevand fra områder, der ikke er tilsluttet offentlig kloak og andet.
Badevandskvaliteten klassificeres i følgende niveauer:
- Ringe kvalitet
- Tilfredsstillende kvalitet
- God kvalitet
- Udmærket kvalitet
Badevandet bliver testet i hele badesæsonen og skal sikre, at badegæster ikke kommer til at bade i forurenet vand. Ved gennemførelse af projekterne vist i figur 2 vil Kolding Kommune i 2021 have badevandskvalitet klassificeret som ”udmærket”.
Til bedømmelse af badevandskvaliteten måles der på to parametre: Intestinale enterokokker og Escherichia coli (E-coli).
Bedømmelsen ”god badevandskvalitet” gives når niveauet af Intestinale enterokokker er under 200 cfu/100 ml (cfu: Colony Forming Units) og niveauet af E-coli er under 500 cfu/100 ml.
Bedømmelsen ”udmærket badevandskvalitet” gives når niveauet af Intestinale enterokokker er under 100 cfu/100 ml og niveauet af E-coli er under 250 cfu/100 ml.
Badevandet kan i perioder påvirkes af forurening, hvor parametrene overstiger de tilladte målinger, dog vil det ikke ændre på den samlede bedømmelse af badevandskvaliteten, hvis forureningen er kortvarig, under overvågning og der træffes passende foranstaltninger for at forebrygge, reducere eller fjerne årsagerne til forureningen, jfr. badevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 917 af 27/06/2016).
Det er planen, at spildevandstransportsystemet fra Kolding by til centralrenseanlægget i Agtrup skal suppleres med en ekstra ledning. Dette vil forøge forsyningssikkerheden ift. spildevand i midtbyen samt forøge kapaciteten væsentligt i forhold til transport af regn-og spildevand, og således vil der ske færre overløb af urenset spildevand til fjorden, hvilket vil forbedre badevandskvaliteten jfr. figur 2.
Den nye transport ledning forventes at ligge parallelt med den eksisterende ledning for det stykke, der ligger inde i byen. Linjeføringen vil fra omkring Rebæk til Agtrup placeres mest hensigtsmæssig i forhold til terrænforhold, tilgængelighed og økonomiske forhold. Linjeføringen placeres dels i markarealer og dels i vejarealer og vil så vidt muligt tage hensyn til dyrkede arealer, evt. beskyttede naturtyper m.v.
Det er planen, at udløbsledningen fra Kolding Centralrenseanlæg til Lillebælt skal suppleres med en ekstra ledning, hvorpå der etableres et turbineanlæg. Den ekstra ledning vil forøge forsyningssikkerheden væsentlig i forhold til eventuel risiko for brud på den eksisterende udløbsledning samt også sikre fuld levetid på den eksisterende udløbsledning, da renovering af denne kan afvente.