Logning af spildevandsholdige overløb
Spildevandsholdige overløb kan have en væsentlig negativ indflydelse på bl.a. vandkvaliteten, fordi der ledes for mange bakterier ud i vandet. Der er derfor de sidste år blevet større og større interesse i at få mere viden om de spildevandsholdige overløb.
Til fjorden
Ud af i alt ca. 50 overløbsbygværker med direkte tilknytning til fjorden, er der logning på ca. 80%, der leverer data hver gang, der finder overløb sted. Der mangler således at blive monteret logning på ca. 10 overløbsbygværker, ligesom mange af de eksisterende loggere har behov for en renovering/opdatering. Kortlægning af dette er igangsat i 2018.
Det har indtil nu via modelberegninger været muligt at beregne, hvor mange overløb, der finder sted til fjorden. Dog er det altid mere præcist, at der foretages en registrering, hver eneste gang et overløb finder sted.
Som udgangspunkt bliver der kun logget på antal overløb og varighed, men ikke på mængden. De målere, der blev installeret flere år tilbage, havde ikke muligheden for at måle mængden, og derfor har der heller ikke været stillet krav om dette i udledningstilladelserne. Det kan dog være hensigtsmæssigt også at måle på mængden, da et enkelt stort overløb kan have ligeså store konsekvenser som mange små. Derfor kan de fleste loggere, der bliver installeret i dag, også registrere vandmængden.
BlueKolding vil derfor i løbet af de næste 1-2 år indkøbe og etablere logning på alle resterende spildevandsholdige overløb til fjorden. Der vil, hvor det er muligt uden en økonomisk fordyrelse, blive installeret loggere, der også måler mængden.
Overløb til øvrige recipienter
Udover at have fokus på overløb med spildevandsholdigt vand til badevandet er der også fokus på overløb til de øvrige recipienter. Staten har bl.a. udpeget sårbare recipienter i vandområdeplanerne, hvor kommune og forsyning skal arbejde på at forbedre vandmiljøet.
Mange af de eksisterende overløbsbygværker er placeret langt væk fra eksisterende strømforsyning og dermed også udenfor forsyningens alarmsystem. BlueKolding og Kolding Kommune deltager i den forbindelse i et udviklingsprojekt for at udvikle et system, der kan logge overløb via et netbaseret system, uafhængig af overløbsbygværkets placering.
Det er ambitionen på sigt også at kunne registrere samtlige overløb til vandløb og søer i resten af kommunen, kombineret med BlueKoldings alarmsystem, så der ikke sker ikke-registrerede overløb.
Udviklingsprojektet vil forventeligt løbe i planperioden.