Energi og spildevand
I takt med at energiproduktionen i Danmark i større grad baseres på sol og vind, stiger behovet for at udjævne bl.a. el-forbruget. Det gælder både i spidsbelastningssituationer, når der bliver produceret mere strøm, end der er brug for, og når der er for lidt strøm i nettet.
Udjævning af elforbruget er ét af BlueKoldings indsatsområder, bl.a. for derved at understøtte Kolding Kommunes overordnede målsætning om at reducere CO2-forbruget. Målsætningen om at reducere sin egen CO2-udledning med 21,5 % inden 2021 blev allerede nået i 2014. Der arbejdes dog fortsat fokuseret på at reducere CO2-udledningen yderligere samt på at opfylde målsætningen om at nedbringe CO2-udledningen pr. indbygger med 75 % i 2021.
BlueKoldings egen målsætning er at producere mere energi, end selskabet forbruger i 2021. Derfor arbejder BlueKolding strategisk med at reducere forbruget af el, vand og varme. Desuden er der konstant fokus på at finde nye metoder til at udnytte energien i spildevandet og reducere energiforbruget i processerne med at rense det. BlueKolding arbejder både med energibesparende tiltag og med energiudvinding og -produktion ved at trække varme og energi ud af spildevandet og bruge det.
Mulighederne for at udnytte spildevandet er mange, og BlueKolding har foreløbig været med til at udvikle og igangsat følgende energi-indsatser.
Spildevand har en gennemsnitlig temperatur på ca. 8-18 grader. Denne varme kan omdannes til energi, der bl.a. kan benyttes til opvarmning.
BlueKolding udnyttede dette potentiale første gang i et udviklingsprojekt ved Kolding Busterminal. Her blev venterummet udstyret med bænke, der blev opvarmet ved hjælp af varmen fra spildevandet. Projektet fik navnet ”Powered By You” og var den første af sin slags i Danmark.
Efterfølgende er konceptet blevet udviklet yderligere og bruges nu til opvarmning af boliger. 83 ungdomsboliger på Skamlingvejen i Kolding bliver opvarmet udelukkende med energien fra spildevandet. Et projekt, der har fået navnet ”Powered By You 2.0”.
Udover opvarmning af ungdomsboligerne bliver også BlueKoldings egne og øvrige bygninger i Kolding Åpark opvarmet med spildevand.
BlueKolding har indgået et OPI-samarbejde (Offentlig Privat Innovation) med Krüger A/S. Samarbejdet er et led i BlueKoldings energistrategi og skal rumme forskning og udvikling i forhold til følgende emner:
- Avanceret styring og overvågning af det samlede kloaksystem
- Optimering af energi- og gasforbrug (el, gas og varme)
- Genindvinding af ressourcer på egne anlæg. Styring af til- og udledning fra renseanlægget baseret på årstidsvariationer.
- Integration af SmartGrid (BlueGrid)
Den overordnede målsætning for OPI-samarbejdet er OPI-projektet ”BlueBioEnergy”, der handler om maksimal ressourceudnyttelse af processer og restmateriale fra rensningen af spildevand. Hvordan udvindes mest muligt el og varme af både rensningsprocessen samt af det organiske materiale, der er til overs derefter? Projektet ser også på, hvordan kildesorteret organisk affald fra den kommunale renovation og evt. biomateriale fra virksomheder udnyttes bedst muligt.
Der er energi i slam, og den energi udnyttes ikke fuldt ud i dag. Derfor bygges der en større gastank og endnu en biogasreaktor på Kolding Centralrenseanlæg. Derved får BlueKolding en større produktion af både gas og el. Der vil blive kørt slam til fra en del af de mindre renseanlæg, og der vil eventuelt være mulighed for, i samarbejde med Kolding Kommune, at tilføre biomateriale fra virksomheder, hvis lovgivning muliggør det. Gasproduktionen sker i overensstemmelse med BlueGrid-tankegangen, så der produceres el af gas , når behovet er der, dvs. når el er dyrt.
Udløbsledningen fra Kolding Centralrenseanlæg til Lillebælt er ca. 11 km lang, og de sidste 7 km har en faldhøjde på 30 m. Den energi, der er i udløbsvandet, trækkes ud i en turbine og omdannes til el. Turbinen bliver ligeledes en del af BlueGrid.
BlueGrid-systemet er en videreudvikling af et eksisterende system til intelligent styring af spildevandet i ledningsnettet. BlueGrid vil medvirke til yderligere styring af renseprocesser, pumper og energiproduktion og samtidig have fokus på handel med el. Systemet skal optimere elforbruget og -produktionen i hver enkelt del af anlægget ud fra spotprisen på elmarkedet og samtidig give mulighed for helt at slukke eller tænde for vores el-forbrug, når el-markedet har økonomisk fordel af det. Herved kan BlueKolding styre energiforbrug og -produktion i forhold til energiomkostningerne og reducere sine driftsudgifter.
I Danmark er der tørvejr ca. 50 % procent af tiden. BlueGrid skal udnyttes, når der er tørvejr. Når det ikke regner kan eksisterende bassiner nemlig bruges til opmagasinering af spildevand. På den måde bliver det muligt at pumpe med vandet, når strømmen er billig.
BlueGrid vil anvende solceller, turbine, gasmotor og store ”el-forbrugere” i styringen.
Systemet vil vise, at vandbranchen kan opnå fleksibilitet og stille sig til rådighed på demand-/response-markedet samt understøtte grøn vækst-planen.