Klimatilpasning og spildevand
Den globale opvarmning får klimaet til at ændre sig på jorden. I Danmark oplever vi det som mere ekstremt vejr med kraftige skybrud og mere langvarig regn. De kraftige regnhændelser og den langvarige regn medfører oversvømmelser, da regnen ikke kan komme væk.
Vandet søger mod lavtliggende områder og dette kan betyde, at tekniske anlæg, kældre, veje og andre områder bliver oversvømmet. Særligt i byerne hænger det sammen med, at der er tæt befæstelse. Derfor er det nødvendigt at klimatilpasse i områder, hvor vandet giver de største problemer.
Klimatilpasningsprojekter skal håndtere det vand, der ikke kan være i kloaksystemet under en skybrudshændelse. Formålet med klimatilpasningsprojekter er at finde de bedste og mest effektive løsninger på de udfordringer, som de store mængder af regnvand nogle gange giver. Klimavand er navnet på Kolding Kommune og BlueKoldings fælles indsats for at klimatilpasse kommunen. Projekterne i Klimavand er større klimatilpasningsprojekter, der har som formål at forbedre situationen i forhold til udfordringerne med oversvømmelser for større områder i Kolding Kommune
"Pumpe-sluse"-porojektet er et af de klimatilpasningsprojekter der er undervejs i Kolding. Anlægget skal sættes i drift, når der er skybrud eller langvarig nedbør eller ved høj vandstand i Kolding Fjord. Anlægget vil være med til at sikre, at Kolding Å ikke løber over sine bredder samt at sikre mod oversvømmelser ved bl.a. at forhindre havvand i at blokere for de udløb, der løber til Kolding å. "Pumpe-sluse"-projektet er på den måde med til at sikre, at vi kan aflede vores spildevand og regnvand. Læs mere om projektet på klimavand.dk/pumpe-sluse
Strategien for klimatilpasning udspringer af klimatilpasningsplanen og Kommuneplanen. Klimatilpasningen skal forberede kommunens borgere og erhvervsliv bedst muligt på de nuværende og fremtidige regnhændelser forårsaget af klimaændringerne, så tab af samfundsmæssige værdier i videst muligt omfang undgås.
BlueKolding og Kolding Kommune har et tæt samarbejde om at klimatilpasse kommunen, dette gøres under navnet Klimavand. Se mere om klimatilpasningsprojekterne på klimavand.dk.
Intentionen i Klimavand er at hæve ambitionen, så vandet ikke blot ses som et problem, der skal skaffes af vejen. Regnvandet er en ressource, der rummer muligheder for nye, spændende og smukke løsninger, der skaber merværdi for borgerne og erhvervslivet. Klimaændringerne kan således udnyttes positivt og skabe rekreative områder med mere natur, spændende byrum og/eller noget tredje. Dette er med til at gøre Kolding Kommune til en tryg og spændende kommune både at bo i, drive erhverv i og besøge.
Det er ikke kun, når det regner, at vi oplever, at klimaændringerne giver os mere vand. Det kommer også til udtryk ved, at det øverste grundvand nogle steder kommer helt op til overfladen i perioder af året, fordi jorden er fyldt med vand som følge af større nedbørsmængder. Der er stor fokus på både de stigende regnmængder men også fokus på grundvand og det stigende havniveau.