Differentieret serviceniveau
De tiltagende klimamæssige udfordringer er kommet for at blive. Det skaber et øget fokus og behov hos kommunerne for at kunne fastsætte et øget serviceniveau for bestemte områder eller anlæg, hvor der er en særlig interesse eller et særligt behov for at sikre mod oversvømmelser.
Det eksisterende serviceniveau for kloakledninger i de fleste kommuner (inkl. Kolding Kommune) følger Spildevandskomiténs Skrift 27 og er dermed baseret på, at kloaksystemet i separatkloakerede områder må løbe over til terræn hvert 5. år for regnvand og hvert 10. år i fælleskloakerede områder. Læs mere i afsnittet Generelt serviceniveau.
En kommune kan, ud over det eksisterende serviceniveau på kloakledninger, beslutte at differentiere serviceniveauet for at sikre særligt oversvømmelsestruede områder i kommunen samt sikre beskyttelse af prioriterede samfundsværdier som f.eks. væsentlige infrastrukturanlæg m.v.
Regner det mere end, hvad der svarer til en 10 års regnhændelse, er det ikke længere et ansvar for kommunen at sikre de private grundejere imod oversvømmelse. Det er grundejeres eget ansvar at sikre sin ejendom mod oversvømmelse. Skulle det værste ske, at en ejendom bliver oversvømmet, er udgifter forbundet med oversvømmelsen et anliggende mellem ejendomsejeren og forsikringsselskabet. Dog er det ikke i nogens interesse – hverken private ejendomsejere eller samfundet som helhed – at der sker oversvømmelser, som er bekostelige i forhold til udbedring af skader forårsaget af vandet. Der kan også være vitale samfundsmæssige funktioner, der absolut ikke må sættes ud af drift pga. af oversvømmelse. Det kan fx være brandstationen eller et hospital.
Spildevandskomitéen anbefaler i deres seneste Skrift 31 fastsættelse af serviceniveauet for skadevoldende oversvømmelser. Anbefalingen går ud på at fastlægge et serviceniveau for regnvand, der strømmer af på terræn ved ekstrem regn. Serviceniveauet skal defineres ud fra en balance mellem skadesudgifter ved en oversvømmelse og løsningsomkostninger. Serviceniveauet beregnes fra projekt til projekt. I beregningerne indgår en værdibaseret risikovurdering af det enkelte område, der tager højde for vitale samfundsmæssige funktioner, som fx kan være hospital, vigtige infrastrukturer, kulturelle områder eller genstande, som anses for at have en særlig høj værdi for samfundet.
Det vil sige, at beregninger for 3 forskellige projekter kan resultere i 3 forskellige serviceniveauer på fx 40, 50 og 80 års regnhændelser.
Kolding Kommune har valgt at arbejde med differentieret serviceniveau fra projekt til projekt indenfor klimatilpasning. Hver gang et nyt klimatilpasningsprojekt igangsættes, skal serviceniveauet beregnes ud fra ovenstående principper. Metoden til beregning af differentieret serviceniveau vil være den samme fra projekt til projekt og sikrer en ens behandling af borgerne.
Til udvikling af metoden vil der blive udvalgt 1-2 pilotprojekter, der skal udvikle den anbefalede cost-benefit metode på projektniveau for til sidst at samle det hele i én konkret metode.